mandag den 5. november 2012

Træets visdom





Naturens elementer er åndeligt liv.

Det vi opfatter som træer, vandløb, bjerge, græsenge og blomstermarker har også et åndeligt liv.

Naturens ånd kan være bevidst eller ubevidst og karakteriseres som mindre udviklet eller højtudviklet.
Visse af naturens højtudviklede åndelige energier kan vi som mennesker tage kontakt til og modtage vejledning fra, til brug i vores liv og spirituelle udvikling. Ofte kan vi finde disse højtudviklede ved store gamle træer og de kan opfattes som Træets Sjæl.
Visdommen fra disse naturånder er for alle. Det er blot ikke altid så ligetil at komme i kontakt med træets ånd. Som alt andet i denne verden skal naturens ånd mødes med kærlighed. Når vi går en tur i skoven er det vigtigt at vi mærker den kærlighed vi sender ud. Mærker vi ikke noget, mærker skoven heller ikke noget.



Ophold i skoven af længere varighed kombineret med meditation på steder du føler dig tiltrukket af eller ”blot” synes er smukke og idylliske er en god begyndelse til at komme nærmere naturen på. Nærm dig det træ du føler dig tiltrukket af eller du har udset dig som værende meget gammelt, med respekt og ro. Stil dig tæt ved det og spørg om du må røre den flotte bark. Modtag intuitivt hvad træet svarer. Den første indskydelse der opstår i din bevidsthed er et godt udgangspunkt. Kig op ad det enorme træ og giv udtryk for hvor imponerende og flot det gamle træ er. Giv plads og ro til dig selv og til træet. Når vi ønsker kontakt til træets visdom er det hensigtsmæssigt at opbygge et forhold til træet. Besøg det jævnligt og udvis altid den samme respekt og kærlighed ved hvert besøg. Luft dine tanker for træet, sid derefter med det i stilhed og lyt til den fortælling der udspinder sig.

Træets ånd er blot en af flere konkrete naturånder der eksisterer overalt i naturen. Du kan læse mere om naturens ånd, kraftsteder og hvordan vi kan samarbejde med disse, i bogen "Naturånder og kraftsteder"