tirsdag den 9. november 2010

Interessante bøger

Bøgerne der blev læst her i efteråret havde en rød tråd:
Fortiden.
Fjern, fjern fortid.
Ud over det var det vidt forskellige bøger, som jeg her har lyst til at dele med jer.

Den første bog der sprang ned fra bibliotekshylden og havnede i mine hænder var:

Kong Salomons nøgle


Den viise Salomon, Israels konge, Davids søn, var indviet i okkulte hemmeligheder og magi.
Både sort og hvid magi!
Bogen er udafbejdet af middelalderlige manuskripter fra British Museum efter årelange studier af disse.
Grundlaget for al magi og hvordan det udføres beskrives i denne bog.
Jordens cyklus, planeternes stilling, besværgelser og mystiske ritualer er alle dele af magiens kunst.
Min anbefaling af bogen går alene på at læse den!
Dette er vigtigt: Jeg fraråder enhver at eksperimentere med bogens anvisninger, da dette kræver års vejledning og træning af erfarne mestre.
På bogens bagside beskrives indholdet som hvid magi, jeg fik en anden opfattelse efter at have læst den. Der er dele af sort magi beskrevet.

Interessant bog der giver et godt indblik i magiens verden på fordums tid.
Læs den med respekt og nysgerrighed og lad troldmændene om Salomons magi.
Den næste bog har en helt anden ånd, men stadig magisk:

Jorden Synger naturens kraft og nordiske rødder af Annette Høst




Annette Høst er sejdkyndig troldkvinde, dansk, helt nede på jorden, og fuld af visdom.
Bogen var for mit vedkommende, en stor gensynsglæde. Ikke med forfatteren da jeg ikke har mødt denne, men med de oplevelser hun beskriver og de indsigter hun vidregiver.
Naturen er omdrejningspunktet for magien, indsigterne og visdommen.
Naturånder og kraftsteder beskriver Annette Høst på en særdeles forståelig måde og bogen emmer af respekt og kærlighed til naturen med alt dets liv.
Nordisk shamanisme er ikke et kendt emne i vore dage og bogen formidler en kultur, viden og historie alle burde kende.

En bog for alle naturelskere, historie-interesserede og andre med nysgerrigehed til livet og hvor vi er eller hvor vi skal hen....

Stor anbefaling herfra og i modsætning til førnævnte bog om Kong Salomon, vil jeg anbefale alle at efterprøve Anette Høsts erfaringer, råd og vejledning. Snak med naturen, vis den respekt, elsk den og magiens største døre vil åbne sig.



Den sidste bog jeg bare måtte læse, graver dybt, er lidt tung, men ikke til at lægge fra sig:

Forbudt arkæologi af Michael Cremo og Richard Thompson


En bog der på mange måder fortjener mere opmærksomhed end så meget andet.
En bog der måske afslører menneskets historie som aldeles ukendt.
Hundredevis af arkæologiske fund er blevet gjort i de sidste par hundreder år, som sætter spørgsmåltegn ved den nuværende videnskabelige evolutionsteori og udvider menneskehedens historie med flere millioner år.
Arkæologiske fund som sjældent kommer til offentlighedens kendskab og spørgsmål som bliver fejet af bordet og under gulvtæppet, er der masser af i bogen.
Beskrivelser af fundene og hvordan de passer ind i menneskets historie er med mange fagord indenfor arkæologien og andre grene af videnskaben, men det er forståeligt for lægmand og gjort spændende.
Bogen efterlader læseren med et fuldstændig forandret billede af menneskets historie og verden bliver på en eller ande måde, lidt bedre.

En bog jeg på det varmeste vil anbefale andre at fordybe sig i. Hos mig vækkede den min gamle drøm om at være arkæolog.