fredag den 21. maj 2010

Hellig bæk

Under en tur langs Sjællands nordkyst gjorde jeg holdt ved den lille by Hellebæk.
Ved Hellebæk skov tæt på Øresunds kyst er der en populær parkeringsplads.
Og forståeligt nok, som den ligger der mellem grønne bøge og dybtblåt sund.
Da jeg stod og nød udsigten til vore svenske naboer, blev min opmærksomhed hurtigt fanget af en rislen. Den kom fra skoven. En stille og sagte rislen. Som kun en skovbæk kan risle.
Mit syn fæstnede sig ved en piplen af vand fra undergrunden, som harmonisk løb udenom kviste og løvfald og direkte med kurs mod havet.
Jeg var som tryllebundet.
Der var noget magisk og dybt bevægende ved den lille bæks udstråling. Jeg måtte følge den.
Snart gik det op for mig at den forsvandt ind i jorden. Jeg havde lyst til at følge dens retning, men noget trak i mig.
Noget jeg ikke kunne modstå. En trang til at gå til venstre. Til venstre for mig var der en særdeles spændende og tiltrækkende energi.
Jeg fulgte et lille gangspor og stod snart ved en lysning på toppen af en bakke. Udsigt over Øresund og nærmest hellig ånd på stedet.
Jeg oplevede at stedets vogtere formidlede et budskab.
Stedet jeg stod ved havde i mange århundreder været meditationssted for lokalbefolkningen og tilrejsende. Stedet er helliggjort og vil altid være det. Stedet vil altid være under beskyttelse og kan når som helst og til alle tider bruges til indsigt via meditation og healing.

Vel hjemme igen måtte jeg læse om Hellebæk, da jeg intet kendte til områdets historie før nu.
Ja, selv navnet havde jeg aldrig, før nu, forbundet med noget helligt.
Men selvfølgelig udspringer Hellebæk af Hellig bæk.

Hellebæk er også beskrevet i "Naturånder og kraftsteder"

Her er link til Hellebæks spændende og magiske historie:

http://www.cykelkurt.com/hist/hellebakgard.html

http://www.sjoelundsparken.dk/historie.htm