mandag den 3. maj 2010

Enerum

Lukas på otte har for første gang i sit liv fået et værelse med dør.
Han nyder nu at sidde bag lukket dør.

Vi får så ofte at vide at vi skal være åbne.
Holde døren åben.
Være imødekommende.
Vi skal kunne rumme.
Åbne op og holde ud.
Lukke andre ind og ikke holde andre ude.

Ofte glemmer vi vigtigheden af enerum. Måske fordi det er så stor en udfordring.
At trække sig.
At være i enerum.
At lukke døren.
Det er ikke hvad samfund og omgivelser måske lægger op til. Alene med sig selv og sine tanker, er for mange en helt ny oplevelse.

Men behovet for enerum tror jeg alle kender.
At kunne være sig selv.
Alene
og ikke ensom.
Isoleret, udforskes en ny verden.
Den indre verden bliver synlig i enerum.

Det at kunne være i rum med sig selv og kun sig selv, er værdifuldt.
Meddele omverdenen og ikke mindst de nærmeste omgivelser at nu bliver døren lukket.
Nu går jeg ind for mig selv. Alene. Lukker min dør.
Ikke i trods, ej heller af utilfredshed eller surhed, nej snarer tværtimod.
Jeg lukker min dør og sidder alene. I taknemlighed og stille glæde.
Bag den lukket dør kan jeg reflekterer og bare være.
I enerum må jeg forholde mig til mig selv og i enerum kan jeg lade fantasien få frit spil.
Bag den lukket dør kan jeg oplade til igen at være noget for andre.

Lukas har lige fået dør til sit værelse. Han sidder bag lukket dør og leger.
Han nyder det.