mandag den 14. december 2009

Livet - en tilfældighed?

Få ting kan kaldes tilfældige.
Officielt er "The Big Bang" en tilfældighed.

"The big bang" menes blandt lærde, at være begyndelsen på det vi kender som jorden, himlen og livet.
Et tilfælde er pr. definition og ifølge leksikonet, noget uforudsigeligt, noget man ikke kan beregne sig frem til.
En tilfældighed er en række af omstændigheder der ikke kan planlægges eller forudses.

Jeg kommer her til at tænke på rimeligheden i denne definition, da det jo forudsætter at alt sket skal være begribeligt for mennesket, ellers er det tilfældigt.??

Lad os kigge lidt på livets opståen:
Big bang teorien bygger på tanketeorier, udregninger, observationer og teknologi.
Universelle gasarter, ufattelige temperaturer, ukendte stoffer og mystiske masser af ingenting fandt sammen, helt tilfældigt, og skabte livets grundsten.

En tilfældig udvikling var startet. En udvikling det senere skulle vise sig at mennesket dog så en vis orden i.
Ja, endda så ordentlig en orden var der i tilfældighederne, at de blev kaldt evolution.
Livet var til længe før mennesket, så alt foregik jo tilfældigt.
Tilfældet ville dog at jorden overlevede sit tilfældige liv til mennesket ankom.
Hvor mennekset kom fra?
Det var et tilfælde.
Et tilfældigt rod og sammenblanding af nærmest ubeskrivelige tilfældige stoffer og gasarter skabte tilfældigvis et amøbeligende væsen, som i løbet af millioner af år kunne rejse sig på to ben, kigge opad og tænke: "Hvor kommer jeg fra. Hvor skal jeg hen?"
Et tilfælde. Intet andet end et tilfælde.
Mennesket tænkte også andre tanker.
Det så de tilfældige stjerner på himlen og fandt en vis orden i tilfældighederne.
Det iagttog naturens gang, og så en del orden i tilfældighederne.
Mennesket lærte dyrene at kende og så en vis orden i deres tilfældige levevis.
Mennesket konstruerede talstystemer, der tilfældigvis harmonerede med observationer så jorden og universet kunne kortlægges. Menneskelivet blev til matematik. Tilfældig matematik der tilfældigt passede ind i en naturlig, men dog tilfældig verdensklodes cyklus.
Mennesket så sig selv som en del af verden omkring dem, og fandt at det var en belejlig tilfældighed, dette med at være menneske.

Nu var der jo bare lige et lille problem:
Det var næsten ikke til at holde ud at tænke på, at det hele bare var tilfældigt.
Hvis alt er tilfældigt, er der intet formål eller mening med livet.
Det kan være at dyrene var ligeglade, ja de vidste måske intet om tilfældigheder, men for mennesket var det et spørgsmål om liv eller død. Om mening eller meningsløshed.
Mennesket havde nemlig, helt tilfældigt, fået noget intet andet liv har udviklet:
Evnen til at være sig selv bevidst og at kunne reflektere over denne.

En tilfældig gave eller en tilfældig forbandelse.....
Mennesket valgte at se bort fra tilfældigheder og så en skaber.
Skaberen var forskellig, alt efter hvem der så og tænkte, men tilfældighederne forsvandt.

Verdenshistorien er lang og meget er sket, men tilfældighederne er tilbage.
I takt med teknologiens udvikling og menneskets udvikling, er forståelsen blevet mindre.
Vi ved mere. Men forståelsen er mindre.
Livet er tilfældigt, jordens gang er tilfældig, udviklingen er tilfældig, universet er tilfældigt.
Det kræver mod at tro på det.
At leve et tilfældigt liv i en tilfældig verden, som hvirvler rundt i et tilfældigt kosmos. Det er da lige til et nervesammenbrud.

Heldigvis har det jo vist sig, at være en vedvarende, ja enddog særdeles stabil, tilfældighed.
Så stabil og nærmest forudsigelig, at mennesket føler en vis mening med livet, på trods af at det hele bare er tilfældigt.

Hvem eller hvad, der er årsag til denne tilfældighed, er for mig ikke så vigtigt, men jeg er vedkommende dybt taknemlig.
Det er heller ikke vigtigt om jeg tror på Gud. Han tror på mig.

Det vigtige for mig er at jeg føler en mening med livet og ser en sammenhæng i mit liv.

Livet -en tilfældighed?

Aldrig i livet!!