fredag den 4. september 2009

Ballonen og stenen

Ballonen og Stenen

Healing Spirit of Nature

Blandt mine mange vandreture langs de danske kyster er der specielt en jeg husker.
Det var en septemberdag med mild vind fra syd.
Bølgerne kastede sig dovent ind på den stenede strand og sølvmågerne skreg deres fortvivlede skrig hvergang en bølge knustes mod kysten.
Med vandet på min højre side og indlandet på venstre, traskede mine fødder i næsens retning medens tankerne nød den friske luft.

Pludselig fanger mit blik noget jeg ikke før har set på disse kanter:
En ballon!
Midt mellem strandens sten sidder en rød ballon med blå skrift.
Da jeg kommer nærmere ser jeg at ballons snor sidder fast mellem to mindre sten.
Ballonen havde tabt lidt af pusten og var svundet lidt ind, farverne var falmet af solen, men alt taget i betragtning, så den faktisk stærk og sund ud. Skriften fortalte at den var fra en engelsk skole. jeg var ikke i tvivl om at den havde været på en længere rejse og står og bliver mere og mere imponeret over denne vejrbidte ballon.
Jeg står og overvejer lidt om jeg skal lade den sidde eller slippe den fri.
Hvis jeg slipper den fri vil den ikke overleve ret længe i et område med tjørnkrat, hybenbuske og skarpe flintesten, og det ville være synd. Før jeg når at beslutte mig, begynder ballonen at tale til mig:

"Vil du ikke nok slippe mig fri", hører jeg den sige.
Min fascination af ballonen skifter til forbavselse.
"Kan du tale" fremstammer jeg, "men hvis jeg slipper dig fri, så dør du hurtigt af torne eller grene, du er mere sikker her hvor du sidder"

Jeg tog ballonen op og holdt den i hånden.
Vinden rev i ballonen og jeg måtte holde fast for ikke at den skulle flyve

Ballonen svarede: " Jeg er lykkelig når jeg flyver. Jeg har hørt børns glade latter og jeg har set hvordan deres øjne stråler når jeg er sammen med dem. Jeg har mærket glæden fra voksne når de giver børn en ballon og jeg har set gamle menneskers blik vandre tilbage i tiden til deres egen barndom og den første blå ballon.
Jeg har danset med hundrede andre balloner og jeg har undveget en legesyg hundehvalp.
Jeg har set mennesker stoppe hvad de var igang med for at vinke til mig når jeg flyver højt oppe over byens tage og jeg har set havene, øerne, skyerne og tusindvis af fugle, jeg ikke kendte.
Jeg har set jer alle fra oven og de lande hvor I bor. Den ene dag flyver jeg mod nord den anden dag svæver jeg mod syd
Regnen er min ven når solen har været stærk og vinden er den ven der giver mig liv.
Jeg har haft et kort og spændende liv og det er ikke slut endnu.
Når jeg er på farten, oplever jeg. Når jeg oplever, lever jeg.
Slip mig fri og lad mig leve inden jeg skal dø"

Budskabet var ikke til at tage fejl af, så jeg slap ballonen og lod vinden tage den.
Hurtigt steg den op over buskhøjde og snart var den over træernes toppe. Ballonen svævede sikkert uden om alle farer til den var så højt oppe at ingen kunne røre den.
Jeg fulgte den med blikket så langt jeg kunne ind over det ganske land og jeg er sikker på at jeg kunne ane at den smilede. Nye eventyr ventede.

Jeg fortsatte min vandretur på stranden, medens jeg funderede over ballonens historie.
Efter at have gået lidt, ser jeg en kæmpestor sten ligge i vandkanten. At kalde den en sten er en underdrivelse, da den var 2 meter høj og 6 meter i omkreds og måske med en vægt på 100 tons. Firkantet og glat af vind og vejr. En kæmpe massiv granitklippeblok med milloner af år bag sig.
Jeg går hen for at sætte mig op på den og hvile mine ben.
Pludselig begynder klippeblokken at tale til mig:

"Jeg er så bange, vil du ikke nok holde om mig?"
Jeg blev lidt forbavset over at den talte, men endnu mere forbavset over at den var bange.
"Hvad er du bange for?", spurgte jeg.
"Det ved jeg ikke" svarede den med grådkvalt stemme, og jeg kunne næsten mærke hvordan den rystede.
Jeg sikrede mig at der ikke var andre på stranden og gav så stenen et ordentlig kram.
Sådan stod jeg og krammede den store massive granitblok indtil jeg kunne mærke at den faldt til ro.
"Tak skal du have, der er aldrig nogen før der har givet mig et kram" sagde den nu med en mere rolig stemme.
"Hvorfor er du bange", ville jeg endnu engang vide, "Du er stor og stærk og ingen kan gøre dig noget, fortæl mig din historie"

Stenen drog et lettelsens suk og begyndte sin fortælling:
"Jeg har i millioner af år haft et dejligt liv under jorden. Der var mørkt og trygt og jeg kendte alle de andre sten omkring mig. Ja, mange af dem jeg voksede op med har jeg kendt siden kridttiden.
En dag blev jeg så stor at jorden åbnede sig for mig og jeg oplevede lyset for første gang. Jeg var skrækslagen i tusinde år og savnede mit mørke hjem. Lyset skifter så hurtigt heroppe og alting går så stærkt. Jeg kan ikke følge med. Der gik mange år før jeg vænnede mig til lyset, men idag går det bedre"

"Jamen, hvad er så problemet?", spurgte jeg nysgerrigt.

Klippeblokken begyndte at ryste og stemmen dirrede
"Jeg har altid boet inde i landet, i dejlig muldjord og med ro og fred omkring mig, og pludselig en dag vågner jeg op og mærker havets brusen under mig og vindens susen imod mig. Det larmer og støjer og jeg ved ikke hvad der skal blive af mig. Jeg er så bange for det nye og jeg savner min gamle jordhule."

Jeg sidder lidt og tænker over hvad stenen har fortalt. På flere milloner år har den bevæget sig 100 meter, men for den, er det en anden verden fra den ene dag til den anden.
Hvad siger man til en sten der er bange?
Jeg fortalte den at havet ikke var farligt og det var den samme vind nu, som da den stod længere inde i landet. Jeg fortalte om overgangen fra barn til voksen og jeg fortalte om den spændende rejse der lå foran den og om hvordan den om millioner af år ville finde hjem til muldens trygge favn igen.
Om den forstod ved jeg ikke, men den holdt op med at ryste, og da jeg gik derfra anede jeg en lille accept i stemmen, da den sagde farvel og tak.

Turen hjem,den dag, gik med at tænke over alt det nye jeg havde lært.
Menneske, sten eller ballon, alle har vi hver vores livsvej, men vi bestemmer selv om det skal være en pine eller en spændende rejse.